Globalista er godt i gang
Nu har vi været “i luften” med Globalista i godt tre måneder, og vi er kommet rigtig fint i gang. Ideen om at tilbyde online danskundervisning til børn i udlandet er blevet godt modtaget, og vi har modtaget mange forespørgsler. Endnu bedre er det, at vi allerede er i gang med flere undervisningsforløb – i Kina, Thailand og Belgien.
Vi har været spændte på, hvor god føling vi kunne få med eleverne, når vi har online timer med en halv jordklode imellem os. Men det fungerer overraskende godt. Med Skype (helt optimalt, når det er med webcam) og online-tavlen Conceptshare har læreren rigtig god kontakt med eleven og kan nemt mærke, hvornår det glider ubesværet, og hvornår der skal arbejdes mere med tingene. Denne fornemmelse af eleven er guld værd for læreren – og for eleven selv.

Udsnit af den online-tavle, vi bruger til undervisningen. Her kan elev og lærer arbejde på et fælles dokument online. Smart og nemt.
Erfaringerne med de første elever har givet os mere blod på tanden, så nu arbejder vi på at finde flere, der har brug for danskundervisning. Vi har ingen penge til at reklamere, så vi forsøger at gøre vores arbejde så godt som muligt, således at nogen får lyst til at anbefale os.
Så hvis det ikke lykkes, er det vores egen skyld …